En regnfuld aften i starten af juli måned 2016 bevægede jeg mig sammen med små 77.000 andre mennesker mod den parisiske forstad St. Denis. Frankrig skulle spille EM-kvartfinale mod slutrundens sensationshold, Island. Selvom islændingene havde slået en stor fodboldnation som England ud i ottendedelsfinalen, skulle man formentlig være islænding for oprigtigt at tro på, at det også skulle lykkes øboerne mod nord at vinde over de franske værter.
Mødet med det enorme stadion var i sig selv en overvældende oplevelse. På spadsereturen fra stationen til stadion, hvor man i øvrigt kunne forsyne sig med en række franske fastfoodspecialiteter, blev man mere og mere bevidst om, hvor monumental en bygning et stadion med kapacitet til omkring 80.000 tilskuere er. Som en kæmpe tårnede den sig op i den den berygtede franske bydel.
Som sædvanligt ankom jeg i god tid, og havde derfor også fornøjelsen af at se stadion blive fyldt op med forventningsfulde franskmænd og håbefulde islændinge. Jeg blev særligt bjergtaget af en af mine sidemænd, der havde taget en hanekamshat i trikolorens farver på hovedet. Der var lagt op til fest.
Inden kampen kunne fløjtes i gang, skulle nationalmelodierne naturligvis afspilles. Her var det tydeligt, hvem der var på hjemmebane. Franskmændene brølede Marseillaisen så højt og overbevisende, at tribunerne næsten dirrede. Eftersom jeg stod blandt franskmænd besluttede jeg mig for, at jeg for en sikkerheds skyld hellere måtte pippe med på “Nation, Nation”, uanset hvordan min sympati i forhold til de to hold ellers lå.
Kampen blev hurtigt en ensidig, men underholdende affære. Franskmændene bankede mål ind på stribe. Selvom de islandske fans ihærdigt og trofast støttede deres hold med de velkendte “Huh”-råb, var det ikke nok til at forhindre, at franskmændene vandt kampen med 5-2. De franske tilhængere havde ligeledes tages “Huh”-råbet til sig, men med begrænset succes sammenlignet med de islandske fans.
På hjemturen var der en lettet og fornøjet stemning i toget. De franske fans var lettede over ikke at tabe sensationelt til islændingene, som englænderne havde gjort, og islændingene kunne være udmærket tilfreds med, at kvartfinalen blev endestationen. Som udgangspunkt var det en sensation, at de overhovedet havde kvalificeret sig til EM-slutrunden, så at blive blandt Europas otte bedste hold, havde de på forhånd end ikke turdet drømme om.
Stade de France gjorde et godt indtryk på mig denne aften, og gav mig en oplevelse, jeg nok aldrig kommer til at glemme. Og det er vel de oplevelser, man går efter, når man tager på stadion for at se fodbold: Oplevelsen, der bider sig fast i erindringen.