I skyggen af Kronos-højen ligger det antikke Olympia. For ca. 2000 år siden var dette en af de centrale panhellenske helligdomme. Her var templer, statuer og stadions. I dag står kun ruinerne tilbage. Olympia har transformeret sig fra pilgrimssted til turistdestination.
De antikke olympiske var en af de fire store panhellenske lege, som blev afholdt i Olympia, Nemea, Isthmia og Delfi. Hvert fjerde år løb de olympiske lege af stablen med deltagere fra hele den græske verden. Fra ca. 776 f.v.t. til ca. 373 e.v.t. – den nøjagtige datering af legene er omstridt – kunne de tilrejsende pilgrimme og tilskuere opleve olympiske lege i en eller anden form. Da legene var på deres højeste, afvikledes de over fem dage, og ceremonierne i forbindelse med Zeuskulten stod i centrum for begivenhederne. De sportslige aktiviteter kan ses som elementer af den religiøse fejring.
Der blev dystet i en række discipliner ved de antikke olympiske lege, herunder løb, spring, pankration, femkamp og hestevæddeløb. De sportslige aktiviteter dyrkedes nøgne. Med nogle få undtagelser var det kun mænd, der måtte deltage, ligesom det også kun var mænd, der måtte være tilskuere. Vinderne fik tildelt en olivenkrans, og modsat en række andre sportsfestivaler i antikken var der i Olympia ikke pengepræmier på spil. Det kunne dog sagtens være en profitabel forretning at vinde en disciplin ved legene. Man vandt nemlig æren, og med den fik man en række fordele i sin bystat som f.eks. bespisning på bystatens regning resten af livet. De antikke olympiske lege var derfor ikke udtryk for ædel amatørisme, som grundlæggerne af moderne olympiske lege forsøgte at hævde.
Når man i dag besøger det antikke Olympia og ser resterne af Heratemplet, prøver at forestille sig, hvor imponerende den store Zeusstatue af guld har været, og går gennem porten, der forbinder tempelområdet med stadion, fornemmer man, at her har et unikt fænomen engang fundet sted. Stemningen fra antikkens lege lader sig desværre ikke indfange, og det kan være svært at forstå, at tusindvis af mennesker samledes om fejre en religiøsitet, der i en rationel tankegang kan virke mystisk og uforklarlig. Selvom stemningen ikke er hænger i de gamle tempelrester, kan man jo alligevel forsøge at lukke øjnene et øjeblik, give fantasien frit løb, og pludselig kan det være, at lyden af vrinskende heste og lugten af atleternes sved alligevel synes nærværende.
