Målmand

Dette indlæg indeholder mine umiddelbare refleksioner efter at have læst Martin Davidsens ‘Målmand – bag om fodboldspillets mest udsatte job’, Byens Forlag, 2017.

Målmanden er fodboldspillets mest udsatte person. Hver gang han eller hun begår en fejl, er der risiko for, at det resulterer i mål. Skurkerollen er imidlertid ikke den eneste rolle, målmanden kan indtage i fodboldspillets narrativ. Helterollen ligger også lige for, f.eks. når der reddes et straffespark, eller når målet “holdes rent”.

Journalist Martin Davidsen har i Målmand (2017) forsøgt at identificere en målmands egenskaber og personlighed gennem interviews med en række (mandlige) målmænd, der alle har optrådt på eliteniveau. Bogen kan klassificeres som en prosopografi, dvs. en kollektiv biografi. En kollektiv biografi er karakteriseret ved, at den undersøger fællestræk ved en udvalgt gruppe. Som historiker Birgitte Possing skriver i bogen Ind i biografien er hensigten med en kollektiv biografi at fortælle en gruppes liv og de historier, der udspringer af, at de er en gruppe. Målmandens afvigende rolle på banen i forhold til markspillerne synes at være Målmands røde tråd. Målmænd er individualister, men ved at sammenholde individualisternes beskrivelser af deres egne liv fremstår de som en gruppe med fælles træk og personligheder.

Langt hen ad vejen lykkes Davidsen med at fremstille målmanden som en bestemt type menneske. Bogens indhold gengiver loyalt målmændenes personlige oplevelser, og udsagnene fra de enkelte interviews bidrager til at styrke opfattelsen af målmænd som en gruppe – særligt når nogle af citaterne fra interviewene går imod tendensen eller den struktur, Davidsen har valgt i sin fremstilling.

Som læser undrede jeg mig over et par valg og fravalg i fremstillingen. Foruden sine egne interviews benytter Davidsen sig af en række selvbiografier, hvilket formentlig er tænkt som en understøttelse af udsagnene fra interviewene. I fremstillingen inkoorporeres citater fra selvbiografierne imidlertid på en måde, så de fremstår på lige fod med citater fra interviewene. Hos læseren virker dette forstyrrende, og man kommer til at bruge unødig energi på at overveje, hvad et citat fra en given selvbiografi bidrager med i forhold til et citat fra en af interviewpersonerne? Desuden kunne det være interessant, hvis kvindelige målmænds oplevelser også var blevet inddraget, da det kunne have bragt nogle interessante kønsaspekter i tale.

Kapitlerne, der omhandler målmandens nedtur og mentale pres, fremstår som vellykkede og tydelige i deres fremstilling. Bl.a. den tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensens beretning om den fejl, han begik i kampen mod England ved VM i 2002, er med til at beskrive det mentale pres en målmand er under, før, under og efter kampen. Sørensen blev med en fejl, der førte til dansk VM-exit, hele nationens syndebuk. Som læser får man målmandshandskerne på, og kan mærke det ansvar, der hviler på målmandens skuldre.

Målmand en bog, der er værd at læse, hvis man er interesseret i fodbold, og særligt hvis man, ligesom jeg, selv har prøvet at stå mellem stængerne med frygten for at blive skurk og forhåbningen om at blive helt. I Målmand får man bekræftet mange af de følelser, der suser igennem kroppen, når man påtager sig fodboldspillets mest udsatte job: At være målmand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.